Bruger Menu

Aktiviteter

Sun Sep 05 @10:00 - 11:30
Fælles træning
Mon Sep 06 @18:00 - 07:30
Fælles træning
Wed Sep 08 @18:00 - 07:30
Fælles træning
Beretning fra en deltager i "Walk and Run"
Skrevet af Administrator   
Onsdag, 20. maj 2009 11:53

I mit 44 årige liv har jeg altid dyrket sport, og resten af familien der tæller mand og to store teenagepiger er også alle aktive. I vinter har mit ugeprogram bestået af gymnastik, pilates og motionscenter. Men der er jo det ved gymnastik, at sæsonen slutter omkring påske og først starter op igen i september.


Så var det at jeg i foråret læste i BIF-bladet om et nyt initiativ i foreningen: ”Walk and run”.

Jeg har aldrig identificeret mig selv som løber, faktisk har løb begrænset sig til absolut kortdistancer efter bussen el. lign. Men nu var det tiden at give løb en chance. Målet for programmet er at deltagerne efter 12 ugers træning er i stand til at løbe 5 km på 30 minutter.


Der var informationsmøde i slutningen af marts og allerede onsdagen efter, den 1. april var første løbsaften. Grundig opvarmning og derefter var det med en instruktør forrest: 5 minutters gang, 2 minutters løb, 5 minutters gang, 1 minuts løb og 5 minutters gang. Udstrækning. Det var nemt klaret, faktisk var opvarmningen nok det mest anstrengende. Opfordring til 1-2 ugentlige selvtræninger af samme program. Hver onsdag strammes kravene så - i takt med at vores form forbedres. I skrivende stund har jeg hængt på i 6 uger – og programmet hedder nu 5 minutters gang, 7 minutters løb, 5 minutters gang, 6 minutters løb, 5 minutters gang. Og Bo (instruktøren) sørger for at selv gangsekvenserne har høj puls! Snak er der ikke meget overskud til undervejs, men før og efter træningen går snakken lystigt.


Anskaffelse af udstyr for at komme i gang har for mit vedkommende begrænset sig til et par løbesko og en vindtæt løbejakke. Indtil nu har den ny motionsafdeling ud over træningen tilbudt besøg i sportsbutik med test af løbestil på løbebånd og køb af udstyr til særlige tilbudspriser samt et interessant foredrag af idræts-fysioterapeut med fokus på løbeskader.


Der er ikke mange i min omgangskreds, der ikke har hørt om mit løbeprojekt – for jeg er stolt af mig selv! Og så forpligter det jo når alle kender til det. Jeg håber at glæden ved at løbe dukker op -indtil nu opstår glæden når træningen er overstået . Jeg giver det i hvert tilfælde disse 12 uger med fuld ambition.


Foreløbig tak til de frivillige instruktører.


Lene Guldmann

Senest opdateret: Onsdag, 01. Juli 2009 12:04
 
Brabrand IF - Motion, Powered by Joomla!; Joomla templates by SG web hosting